Angel fra Vinales, Cuba

Mød Angel fra Vinales i Cuba. En ihærdig og stolt landmand, der sætter pris på de små glæder i livet. Angel elsker livet på landet og kunne aldrig forestille sig at flytte helt ind til byen. Men der hvor han har sine marker, er der ingen elektricitet, så han er nødt til at bo et andet sted tættere på byen, og det er bestemt ikke et drømmescenarie for Angel. Han ville allerhelst bygge sit eget hus på landet tæt på markerne og dyrene – med frisk luft og ro.

Angel dyrker en masse forskellige grøntsager blandt andet kartofler og majs. Det bliver alt sammen dyrket på de tre hektar jord, som han ejer. Et jordareal, der er gået i arv gennem generationer. Angel håber på at bare et af hans børn ønsker at overtage markerne og gården, men det kan være svært at overtale dem, for det kræver meget arbejde, og der er meget, der skal passes. Der kan dog være håb forude. Angel har nemlig et barnebarn, der har vist interesse for landbruget. Han har allerede været med ude og pløje marken – noget som Angel prøvede første gang, da han var seks år gammel.

Angel er stolt af at være landmand og føler, at han ikke kun gør en forskel for sig selv, men for hele folket, fordi han kan forsyne dem med friske grøntsager hver dag. Selv om livet som landmand er hårdt i dag, så var det værre før revolutionen. Det er noget, Angel husker meget tydeligt og noget, som har præget ham hele livet. Før revolutionen kunne ingen føle sig sikre. Pigerne blev voldtaget af politiet, og der var ingen transportmuligheder for bønderne, så det var svært for dem at komme ind til byen og sælge afgrøder. Det var kun de rige i Cuba, der ejede jord, mens de fattige kun blev fattigere.

Før revolutionen blev Angel anholdt og banket sønder og sammen af politiet, og det motiverede ham til at gøre oprør og bidrage med propaganda. Som 14-årig blev han sendt afsted for at sprede budskabet om den kommende revolution. Han havde fået en propaganda seddel med i støvlerne. Mens han sad i bussen, kom politiet for at ransage alle passagererne. Men Angel havde heldigvis fået klare instrukser fra sin far. Han skulle lade som om han var faldet i søvn – og det gjorde han. Med det resultat, at han heldigvis ikke blev undersøgt nærmere. Hvis det var sket, og de havde fundet sedlen, var han blevet myrdet – sammen med faderen.

En anden gang havde Angel besøgt sin kæreste og var på vej hjem sent om aftenen. Her ville politiet vide, præcis hvor han havde været, og han måtte forklare dem, at han arbejdede på landet og derfor kun kunne se sin kæreste om aftenen. Og det var nok til at han slap fri. Heldigvis fik bønderne bedre vilkår efter revolutionen, og det er blandt andet årsagen til, at Angel stadig er landmand den dag i dag. Han har også tænkt sig at blive ved med at være landmand, så længe han kan.

Har du spørgsmål til værket?

Motiv: Angel
Str. 150x200cm
Ramme str: 154x204cm
Ramme: Sort/sølvbørstet
Materialebrug: Akryl/Spray