Carlos fra Santa Cruz, Guatemala

 

Mød Carlos fra Guatemala. En stolt og stærk mand, som byen ikke kan undvære. Carlos arbejder som hele byens “piccolo”, men ikke en “piccolo” i traditionel forstand. Han er den stærkeste mand i byen, og derfor er det ham, der bærer alle de tunge læs op ad stejle bakker og trapper. Der er ikke nogen grænser for, hvad Carlos kan blive bedt om at bære i sin fletkurv, der er bundet fast til hans ryg.

I den lette ende – for Carlos – er det brænde, der skal bruges madlavning på de små brændekomfurer. I den svære ende er det tunge cementposer, som Carlos bærer flere kilometer. Og Carlos brokker sig aldrig, selv om det er et slidsomt arbejde. Hvor andre måske ville se det som et degraderende arbejde, så bærer Carlos med stolthed de forskellige varer på ryggen. Han bliver også stolt, når han går forbi byens borgere og kan se deres taknemmelige blikke og møder deres smil. Byen kan ikke undvære Carlos, og han kan ikke undvære byen. Han føler sig uundværlig og værdsat, og det gør, at han kan tage glad på arbejde hver dag, selv om det er fysisk hårdt, og han ofte har smerter i ryggen. Smerterne fylder mere og mere for Carlos, og nogle gange betyder det, at han ikke har mulighed for at være så nærværende med sin familie, som han gerne ville. Han er nødt til at hvile om aftenen.

Sådan har det dog ikke altid været. Det er noget, der er kommet med alderen, men Carlos har ikke tænkt sig at stoppe med at arbejde. Familien har brug for pengene, og Carlos har brug for den glæde, der også er forbundet med at bære varer rundt i byen. Carlos er ikke kun en meget arbejdsom mand, han er også stærkt troende. Han er katolik og går i kirke tre gange i ugen. Religionen har været fundamentet i Carlos´ liv, og når det har været rigtig svært, har religionen givet pejlemærker for, hvad det vil sige at være et godt menneske. Næstekærlighed fylder også meget for Carlos, og han er altid villig til at tilgive mennesker – så længe de har gode intentioner i livet. Utroligt nok, så er Carlos også meget sjældent vred. Han siger, at det er spildte kræfter og vil hellere bruge energien på at være en glad og taknemmelig mand, der sætter pris på det, som familien har.

Hele familien beder til gud hver aften, og det får Carlos til at glemme smerterne i ryggen og vågne op med et smil på læben hver eneste morgen.

Har du spørgsmål til værket?

Motiv: Carlos
Str. 200x213cm
Ramme str: 204x217cm
Ramme: Guld
Materialebrug: Akryl/Spray