Guatemala

Lake Atitlan, Antigua & El Paredon.
Jeg har nu rejst to uger i Guatemala, hvor jeg kom forbi Lake Atitlan, Antigua og El Paredon.

Jeg startede med at krydse grænsen Mexico og Guatemala, allerede der kunne jeg mærke en forskel på landene. Guatemala er mere fattigt og er ikke så veludviklet som Mexico. Men jeg faldt ret hurtigt for landets charme, natur og befolkning.

Lake Atitlan

Jeg startede min rejse i Guatemala ved søen Lake Atitlan. Det er en større sø omringet af 12 meget forskellige landsbyer.
Jeg havde oprindeligt tænkt at ville besøge alle de 12 landsbyer, fordi at jeg fandt ud af de hver især havde deres egen traditionelle tøj og hver by repræstenerede en bestemt farve på tøjet og de havde endda hver især deres egen dialekt. Men der gik ikke lang tid før jeg måtte erkende at det ikke kunne lade sig gøre pga den dårlige logistik og manglende tid.
Jeg endte derfor med kun at besøge Jaibalito, Santa Cruz, San Juan og San Pedro hvor jeg egentlig havde min  base. Dette gav mig lov til at gå i dybden i de forskellige byer.
Når man først kommer til San Pedro, mærker man hurtigt turisme og der er en masse hostels og restauranter, men bevæger du dig længere ind i byen og tager en tur op ad de brostensbelagte gader, kommer man til det hvor de lokale holder til. Der er et marked fyldt med lokale og der er flere generationer som har holdt til der og solgt frugt, fisk, brød, tøj osv. Her mærker du virkelig byens charme, den er fyldt med en masse lyde af børn der spiller basketball, lokale der prøver at sælge det de har, ældre der sidder og snakker sammen. Det charmerende var at se at de fleste lokale kvinder havde det traditionelle tøj i samme farve og lignende mønster. Mange mænd bar klassiske cowboyhatte.

Da jeg tog til Jaibalito, kunne jeg se at det var en typisk landsby, der var ikke andre turister og husene er alle bygget af ler og træ. Jeg mødte en kvinde som vævede tørklæder og hun havde den fineste traditionelle lilla dragt på og var så smilende og åben for at fortælle om hendes liv. Jeg mødte også en lille pige ved navn Maria, som ikke kunne tale om andet end hendes kærlighed til is. Det var en sand fornøjelse, men det var tydeligt at de ikke var vant til turister og heller ikke at folk stillede nysgerrigt spørgsmål til hvem de var. Generelt var disse folk ved Lake Atitlan meget ydmyge og forsigtige med at dele oplysninger om dem selv, så det var i hvert fald en udfordring. Men det lykkes mig at få et indblik i denne folkefærd og få nogle gode og inspirerende historier.

Santa Cruz var en by der lå op langs bjerget og det var stejlt alle steder. Det var temmelig hårdt at gå op af de stejle gader og stier og flere gange stoppede jeg op og beundrede de lokale kvinder der bar kurve med majs, grøntsager eller lignende på hovedet. Jeg var ganske enkelt målløs over deres balance evne og udholdenhed over for de stejle bakker. Jeg mødte kvinder og mænd der ugentligt bærer en stak af brænde op af de her stejle gader for at kunne lave mad og koge vand. Det var berundringsværdigt at se folk leve på den primitive måde og stadig have en helt fantastisk glæde og taknemmelighed over deres eget liv.

San Juan var en by der var mest kendt for sine kaffebønner og avokado plantage. Jeg mødte en mand der ejede en kaffe bønne plantage og andre der havde fundet levevej i avokadoer. Det var meget interessant at høre om deres historier og hvordan de lever og tjener til føden. Noget de fleste i denne by havde tilfælles var deres stolthed over deres arbejde. Det var mænd der fandt en stor tilfredshed og stolthed over at eje et stykke jord, have gode afgrøder som avokadoer, kaffebønner og andre grøntsager. Det var mænd der rigtig gerne ville snakke om deres evne til at sælge og tjene penge. Og de havde endda alle sammen en klassisk cowboyhat på.

Antigua

Efter jeg havde mødt disse folk var det tid til at rejse videre til Antigua. Antigua er en flot by med meget historie og arkitektur. Jeg valgte at tage udenfor Antigua og møde folk. Jeg kom til en landsby der hed Santa Maria, som er en meget lokal by, hvor der ikke kommer turister. Her tog jeg på det lokale marked og der gik ikke ret længe før jeg fandt ud af at de fleste hed Maria. Jeg havde snakket med 3 kvinder fra det lokale marked som alle hed Maria og det studsede jeg lidt over. Jeg fandt så ud af at de fleste kvinder hedder Maria og har et til navn som fx Maria Garcia, Jennifer Maria osv. Men det sjoveste var da jeg snakkede med en mand ved navn Fidel som havde 8 døtre og som var i huset. Jeg spurgte højt hvor mange af dem hed Maria og 6 af dem rakte hånden op. Jeg har aldrig oplevet noget så komisk og heldigvis kunne de alle sammen grine af det. 

Men kort sagt så er Santa Maria en by bestående af Maya-folket. Jeg kom helt tæt på deres kultur og det er en oplevelse jeg aldrig vil glemme og som stadig sidder i mig.
Jeg går forbi en port som er åben og ser 6-8 kvinder stå og forme og klappe Tortillas, så der faktisk kommer en klappe musik ud af. Jeg imitererer dem og siger at det er god musik. En af disse kvinder byder mig indenfor og hun fortæller noget til min tolk som jeg har med mig. Jeg Kan se på min tolk at han går i stå og virker overrasket. Jeg spørger nysgerrigt og det viser sig at der er en død mand liggende i en åben kiste. Jeg er åbenbart gået ind til en begravelses ceremoni. Kvinden fører mig til kisten og begynder at snakke lidt om ham. Jeg ser at der er en kurv med penge og donerer derfor lidt penge. To sekunder efter står der kvinder omkring mig med tallerken fyldt med mad og sodavand og det eneste sted jeg kan sidde er lige ved siden af kisten. Vi sidder altså ved siden af en åben kiste med en død mand og spiser frokost sammen med alle de andre mænd og kvinder. Noget jeg lægger meget mærke til er at ingen af dem er kede af det eller virker til at sørge. Jeg begynder at snakke med de her Maya-folk og det viser sig at de har et meget spirituelt syn på livet og døden. De ser ikke døden som en afslutning, men som en del af livet og at det blot er et stadie før noget nyt begynder. De mener heller ikke at det er et farvel, men nærmere et på gensyn. De har denne ceremoni hvor de er sammen med den døde natten inden vedkommende skal begraves, hvor de hygger sig og mødes med de nærmeste og snakker om gode minder og holder sig vågen helt til begravelsen er fuldført. 
Jeg fik nogle af de folks historier og jeg var meget beæret over at opleve denne smukke kultur og at være vidne til en ceremoni som både var sørgeligt og smukt på en gang. 

El Paredon

Jeg tog videre til en lille fisker landsby, El Paredon. Her mødte jeg nogle lokale fisker og fik en utrolig og vanvittig historie om at krydse grænsen til USA over land. Jeg mødte folk der vil gøre alt for at forbedre familiens vilkår og udsætter eget behov og endda sætter eget liv på spil. Jeg mødte også en mand som virkelig har udsat sit eget behov for at forbedre børnenes liv især hvad angår børnenes uddannelse. Jeg var meget beæret over at møde disse folk og deres store kærlighed og indsats for at forbedre familiens vilkår. Noget som overraskede mig var da en af dem fortæller at El Paredon er en by hvor der kommer flere og flere turister, og de ser det som en god udvikling fordi det betyder at der kommer flere penge til byen og de er ikke det mindst bekymret for om det vil fjerne landsbyens autentiske charme, da der faktisk er etableret en organisation El Chula Chopla, hvor der er forskellige ture og workshops i samarbejde med de lokale og at pengene går til de lokale. Organisationen er med til at forbedre de lokales levevilkår og holder også dermed fast i den autentiske lokale charme der er i denne her by. 

Guatemala er et fantastisk smukt land med masser af historier og indegeneous folk, men nu skal jeg videre til Columbia og jeg glæder mig til at se hvad dette land har at byde på. 

De bedste hilsner fra 

FRIKSTAD