OSCAR - TRINIDAD CUBA
En tidlig formiddag spadserer jeg ud på de brostensbelagte gader i Trinidad. Jeg går forbi det ene slidte hus efter det andet - på jagt efter en kop kaffe. Pludselig får jeg øje på et helt nymalet gult hus. Kontrasten til de omkringliggende blå huse fanger mit blik. Jeg bemærker straks de meget fine jerngitre, der er monteret foran døråbningen og et vindue.
Foran huset sidder der en lille mand med et stort smil. Formiddagssolen stråler i ansigtet på ham, og han ser stolt ud. Jeg spørger ham efter det nærmeste sted, hvor jeg kan købe en kop kaffe. Det indleder vores meget lange samtale.
Jeg får ingen formiddagskaffe denne dag, men jeg får en helt igennem fantastisk livshistorie til gengæld.
Mød Oscar fra Trinidad. En solid bokser og en dygtig svejser med en hård opvækst.
Oscar er født og opvokset i Trinidad i et stort, gammelt hus, hvor der var plads til hele familien. Familien havde det godt sammen, men både Oscar og hans søskende vidste godt, at deres far havde en lidt kort lunte. Så skulle der laves ballade, skulle det ikke være hjemme.
Oscar var lidt af en rod, da han var barn, men det var der en episode, der lavede om på. Hver fredag kom der en lastbil gennem byen med forsyninger til de lokale købmænd. Oscar fandt hurtigt ud af, at der altid stod sodavand forrest på ladet af bilen. Når chaufføren læssede de første varer af, listede Oscar hen og snuppede en sodavand. Det var altid den samme sodavand, han snuppede - en “Cuquito”. Han fik også senere selvsamme kælenavn.
Rigtig mange dage lykkedes det for Oscar at snuppe en sodavand uden at blive opdaget, men en dag var heldet dog sluppet op. Chaufføren tog pludselig fat i hans arm og spurgte, hvad han havde gang i. Det eneste Oscar kunne tænke på var, at chaufføren ikke måtte fortælle det til hans far. Oscar vidste nemlig godt, at det ville betyde, at han fik slag med et bælte, når han kom hjem.
Chaufføren sagde noget den dag, som Oscar aldrig har glemt siden. “Hvis du lover mig aldrig at stjæle igen, så fortæller jeg ikke noget til dine forældre”. Da chaufføren kom tilbage den efterfølgende uge, stod Oscar og ventede på ham. Blot for at sige hej og tak.
Til hans store overraskelse kom chaufføren hen til ham med en “Cuquito” i hånden. Han fik sodavanden med ordene om at huske deres aftale. Aldrig mere stjæle. Oscar holdt deres aftale. Siden den dag, har han aldrig taget noget, der ikke var hans.
Opvæksten i Trinidad var hård - især for børnene. Ofte havde de mange timer, hvor de skulle underholde sig selv, og det gav ofte anledning til ballade. Der var dog et sted, der kunne lære børnene disciplin og struktur. En lille bokseklub havde det, som drengene havde brug for.
Da Oscar var mindre, måtte han nøjes med at mødes med vennerne ude foran klubben og kigge på de store drenge, der trænede. Det gav også anledning til, at de selv stod ude foran og skyggeboksede. Da Oscar blev gammel nok, begyndte han straks med boksetræningen i klubben. Der var ikke særlig meget udstyr, men der var en lille boksering, nogle handsker og to boksesække. Der var en hård kultur i bokseklubben, og man skulle lære boksning helt fra bunden for at være med. Der var ingen genveje, og kunne man ikke følge med tempoet, røg man ud.
Når man var blevet dygtig nok og havde lært de grundlæggende teknikker, kunne man få lov til at få kampe i den lille boksering - hvis man altså havde modet til det. Oscar tjente lidt penge på kampene i bokseringen. Pengene kom fra de lokale, der havde spillet på kampene, men det var kun en lille andel, der gik til den vindende bokser.
Når Oscar ser tilbage på sin boksekarriere, mener han selv, at han var en rigtig dygtig bokser. Han vejede kun 48 kilo, men kunne slå ekstremt hårdt. Han har i alt bokset 29 kampe og tabt 8 af dem.
4 af sejrene blev på en såkaldt “Knockout”, men det var faktisk ikke noget Oscar brød sig om. Han ville helst gå tiden ud og vinde på teknik. De 4 gange det skete, hjalp han endda sin modstander på benene igen og sagde undskyld.
Oscars allerførste “Knockout” skete på under et minut, og når han fortæller om det, oplevede han det som om, at det hele skete i slowmotion og modstanderen løb direkte ind i hans højre hånd. Efter den dag var der mange i byen, der mente, at boksningen skulle være Oscars levevej. Han troede også selv på det. Virkeligheden var dog en anden.
Der var nemlig ikke penge nok i boksningen i Trinidad, og derfor var Oscar nødt til at finde en anden måde at forsørge sig selv på. Da Oscar accepterede, at han ikke skulle leve af boksningen, begyndte han at svejse. Det blev hans nye levevej, og hans speciale er vinduesgitre, som rigtig mange cubanere i dag har foran deres vinduer.
Oscar begyndte hurtigt at udvikle sine egne designs, og det satte fart på forretningen. De nye designs blev en eftertragtet vare i hele Trinidad og omegnsbyerne. Den kreative svejsning gav Oscar og familien et stabilt liv. Der er tidspunkter, hvor Oscar savner boksehandskerne og derfor har alle tre sønner også lært de grundlæggende teknikker i boksningen - og det er han meget stolt over. Det bringer minder frem om gode tider i bokseringen.
